Udstillere flokkes til ny messe for den danske møbelbranche
MESSE C FurnitureFair får premiere i foråret og arbejder allerede nu med at udvide udstillingsarealet.
En ny fag- og indkøbsmesse for møbel-faghandelen ser dagens lys den 27.-30. april 2025, og MESSE C FurnitureFair - som det nye forum hedder - må siges at have fået en flyvende start.
- Messens to haller på i alt 8.000 kvadratmeter er allerede fuldtegnet. Vi har oprettet en venteliste og kigger nu på en udvidelse med yderligere 2.000 kvadratmeter i en ekstra hal. Det er enormt positivt, at branchen har taget så godt imod det nye initiativ, konstaterer Lars Søndergaard, messechef i MESSE C Fredericia.
Det er MESSE C og en række aktører fra branchen, som sammen har optegnet rammerne for FurnitureFair, og nyskabelsen hilses blandt andet velkommen af den vestjyske møbelproducent
Hjort Knudsen A/S, som fremstiller komfortstole, sofaer, senge med mere til det danske og internationale marked.
Samlet forum i stedet for husmesser
- Jeg synes, det er et godt initiativ, man har taget, og vi bakker op om at prøve konceptet af, siger salgsansvarlig for det danske marked, Kristian Svarre, og fortsætter:
- Det giver god mening, at der skabes en samlende messe, hvor hele branchen kan være under ét tag - i stedet for at have en lang række små husmesser rundt omkring i landet. Det er ikke fair, at butikkerne skal bruge 10 eller 20 dage årligt på at komme rundt og se lokale husmesser, fastslår Kristian Svarre.
Den salgsansvarlige hæfter sig ved, at FurnitureFair satser på en tilgang uden glimmer og gangtæpper.
- Som udstiller kan man bestille blokke á 50 kvadratmeter, og entre og mad er med i prisen - alt sammen for at holde det enkelt og overskueligt at deltage som udstiller. Jeg synes, man har fundet en meget attraktiv pris, hvor alle kan være med, lyder det fra Kristian Svarre, som har booket 250 kvadratmeter til de forskellige nyheder fra Hjort Knudsen A/S.
- MESSE C har gode faciliteter og en god placering midt i landet, og jeg har en forventning om, at mindst 80 procent af vores danske indkøbere lægger vejen forbi Fredericia, siger Kristian Svarre. Han håber, messen med tiden også får et godt internationalt tilsnit, da Hjort Knudsen A/S er på mange markeder og gerne vil vise, hvad de kan som producent til mange udenlandske aktører også.
Jo flere jo bedre
Også hos Top-Line A/S i Møldrup er forventningerne til FurnitureFair store. Henrik Pedersen, der er sælger hos virksomheden, fremhæver vigtigheden af en samlet dansk møbelmesse:
– Vi glæder os til at vise vores produkter og nyheder frem, og det er fantastisk, hvis vi kan få en stærk dansk møbelmesse op at stå, påpeger Henrik Pedersen, som hæfter sig ved den brede opbakning på udstillerside:
- Jo flere producenter vi er, der bakker op om messen, jo mere attraktiv bliver den for vores kunder.
Henrik Pedersen peger desuden på MESSE C's centrale placering og gode tilkørselsforhold som væsentlige fordele:
– De fleste kan komme til Fredericia på under to timer, og vi ved, at messecenteret har erfaring fra andre lignende arrangementer, så vi er helt trygge ved deres håndtering. Det er et stærkt initiativ, som vi håber både danske og forhåbentlig også svenske og norske kunder vil støtte op om, slutter han.
MESSE C FurnitureFair finder sted den 27.-30. april 2025. Se mere på www.messec-furniturefair.dk.
YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk