Skip to main content

Succesfuld udvidelse af Kreative Dage skaber begejstring i Fredericia

Messe C

Kreative Dage blev afholdt for 15. gang og bød på inspiration og kreativitet for alle aldre.

Der har i alt været 20608 besøgende på dette års Kreative Dage, som har sat nye standarder for messeoplevelsen med en imponerende udvidelse på 4000 m². Dette har resulteret i et bedre rum til at udforske kreative stande. Gæsterne havde på årets messe mulighed for at nyde et mere afslappet miljø med brede gange og nye siddeområder, der inviterede til pauser og rolige madoplevelser.

Særligt JUNIOR-kvarteret har begejstret familier med en sjov og tryg zone for børnene, der har haft mulighed for at prøve den nye app “Flimmer” og møde Lakserytteren. Det er fantastisk at kunne lade børnene boltre sig i hal C, mens vi forældre får tid til at fordybe os i de kreative stande,” siger flere glade forældre.

I hal D fandt man UNIQA-standene, hvor alle produkterne var lavet fra bunden, hvilket skabte en inspirerende atmosfære. Gitte fra Gismo Keramik bemærkede: “Jeg synes, det har været nogle helt fantastiske dage her på Kreative Dage. Kunderne har været meget venligt stemt over for det nye UNIQA-kvarter, hvor udstillerne selv har lavet deres håndværk.” Majbritt fra M. Henriksen Design tilføjer: “Det har været givende, fordi jeg er sammen med andre kreative iværksættere, og jeg kommer mere til min ret herinde.”

Brother SKiCTH har også været til stede på Kreative Dage med en af de mange workshops under messen. De havde udvidet deres præsentation i år og præsenteret deres nye broderingsmaskine, som man har haft mulighed for at afprøve på deres workshopstand.

En af messens absolutte højdepunkter var Garn Banko, præsenteret i samarbejde med Krea Deluxe. Arrangementet tiltrak en stor menneskemængde, der mødte op 45 minutter før start for at sikre sig en bankoplade. Dette skabte en stærk følelse af fællesskab og spænding, der kunne mærkes i hele salen. Heidi fra Krea Deluxe udtaler: “ Dette var vores tiende år på Kreative Dage, og det er vores absolut bedste messe nogensinde. I år har vi haft en større stand og afholdt Garn Banko, hvor vi inviterede folk ned til vores stand efterfølgende."

Arrangøren MESSE C konkluderer dermed, at Kreative Dage 2024 med sine nye tiltag og forbedringer har formået at kombinere kreativitet med komfort og fællesskab.