På FurnitureFair kan man se, mærke og prøve
Der bliver mange spændende nyheder at opleve, når PBJ Designhouse byder indenfor på MESSE C FurnitureFair i Fredericia.
Den midtjyske møbelproducent, som blandt andet er kendt for sine elegante borde, stole og opbevaringsmøbler i skandinavisk design, kommer nemlig til at satse ekstra meget på den nye danske møbelmesse.
- De nyheder, vi havde linet op til IMM Cologne i januar, som nu er aflyst, tager vi med til Fredericia - det gælder blandt andet nyheder indenfor spiseborde, spisestole og skænksystemer, fortæller salgschef Thomas Museth-Gregersen.
Han byder det nye forum i MESSE C varmt velkommen:
- Der har manglet en messe i Danmark, hvor ikke bare kædeindkøbere, men også butikker har mulighed for at se nye produkter og foretage indkøb. Jeg håber, dette messeformat er starten på noget blivende, noget der vokser sig stort og får en skandinavisk dimension også. Der er ingen tvivl om, at aflysningen i Køln kun gør Fredericia-messen endnu mere vigtig og interessant, vurderer salgschefen.
Han tilføjer, at en fag- og indkøbsmesse er en gylden mulighed for både udstillere og besøgende:
- Her får kunderne mulighed for at se et bredt udsnit af, hvad vi står for, og hvad vi kan levere. Vi har gode erfaringer med, at når man kan se produkterne i virkeligheden, røre ved dem, mærke kvaliteten og prøve dem, så er det en helt anden oplevelse, end når vi kommer som sælgere med en iPad eller en PC og måske et enkelt møbel bag i bilen, påpeger Thomas Museth-Gregersen.
Tag hele teamet med på messe
Salgschefen håber, at butikkerne også tager deres sælgere med på messe:
- Man ser nogle gange, at indehaveren og måske en indkøber, hvis der er en sådan, tager det første besøg, og så senere på dagen eller dagen efter kommer sælgerne med og kan se, hvad der er investeret i. Det er, synes jeg, en god måde at inddrage og inspirere hele teamet.
PBJ Designhouse's stand vil ifølge salgschefen afspejle nogle af de trends, han ser i markedet:
- Indenfor vores produktgrupper ser vi blandt andet en tendens til, at der lægges stigende vægt på flere funktioner i spiseborde; at det nemt kan slås ud, at tillægsplader kan opbevares under bordet eller er en integreret del af bordets funktion. Kunderne vil også gerne have noget konceptuelt i produkterne, altså at vi kan tilbyde forskellige størrelser, farver og overflader på samme bordtype, så det kan tilpasses nøje til kundernes ønsker, siger han.
Hvad angår spisestole er der ifølge Thomas Museth-Gregersen endnu større fokus på komfort end før. Man skal kunne sidde godt i mange timer med sine gæster og spise, spille eller drikke et glas vin - og hvis der er en funktion også, altså at man kan vippe lidt eller lægge ryggen lidt tilbage, så er det endnu et plus, forklarer han.
- I vores skænke og vitriner er der bud efter plads. Måske hænger det sammen med, at vi i dag ser mindre plads i køkkenelementer, og at man sjældent bruger overskabe i køkkenet - det er i al fald en teori, jeg har, lyder det fra Thomas Museth-Gregersen, som glæder sig meget til premieren på MESSE C FurnitureFair den 27.-30. april 2025.
Fagfolk kan allerede nu registrere sig og hente gratis billet på www.messec-furniturefair.dk
YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk