Kloakmessen er tilbage på den kendte januar-termin
2022-udgaven af Kloakmessen i Fredericia blev på grund af corona rykket til en senere forårstermin, og med 160 udstillere og knap 3.200 besøgende var arrangementet mere end godkendt.
Men i 2024 er branchens samlingspunkt tilbage på den vante plads sidst i januar, og det glæder Flemming Geipel, formand for Danske Kloakmestre, som sammen med MESSE C Fredericia står bag messen.
- Vi var meget tilfredse med den seneste udgave, men der er ingen tvivl om, at i januar er der knap så meget aktivitet i branchen, og derfor har fagfolkene lidt bedre tid til at gå på messe, vurderer han.
Efter et par års pause bliver der på den sjette udgave af fag- og indkøbsmessen atter en scene med forskellige faglige indlæg, oplyser Flemming Geipel.
- De vil ikke mindst handle om den nye LER-lov (Ledningsejerregistret, red.), hvor der er skærpet pligt til at registrere ledninger - også bare hvis den lille kloakmester laver arbejde hos fru Jensen. Så det er et emne, alle i branchen har en interesse i at vide noget om og forholde sig til, konstaterer formanden, som også glæder sig til at afholde DM i Kloakarbejde 2024, med sponsorpræmier for omkring 30.000 kroner.
Unik og målrettet messe
En målrettet kloakmesse, som den i Fredericia, er unik i Nordeuropa og muligvis også på internationalt plan, og det gør den værdifuld for udstillerne, mener Sinne Kold, marketingchef hos Brødrene Dahl.
- På nogle messer kan der være besøgsgrupper, som ikke rigtig har relation til faget. På Kloakmessen kommer vi 100 procent i tale med de helt rigtige. Vi møder nogle utroligt relevante kunder, både beslutningstagere og de udførende. Det er virkelig den rigtige målgruppe, vi kommer i snak med, og det giver os stor værdi, fastslår Sinne Kold.
Hun tilføjer, at DM i Kloakarbejde er med til at løfte stemningen, og at konkurrencen understøtter det høje faglige niveau, messen befinder sig på.
- Hos Brødrene Dahl glæder vi os til at have gode dialoger og god sparring, både med nuværende og potentielle kunder, hvor vi kan fortælle, hvad vi kan inden for vand og kloak. Vi har også spændende nyheder med, som vi ser frem til at præsentere, og som vi tror kan gøre en forskel i markedet. Det gælder blandt andet vores nye plastudskillere, som er meget nemme at installere, og som lever op til vores store fokus på bæredygtighed, slutter Sinne Kold.
Kloakmessen finder sted i MESSE C Fredericia den 25.-26. januar 2024.
Yderligere oplysninger
Kontakt Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75 92 25 66, mail: ls@messec.dk